Udenlandsk ROCK/syre/blues (CDer)

Og så for at blande tingene fuldstændigt: Joe Meek: Lydtekniker, opfinder og musikalsk bagmand bag den tidlige (Luxemburg-) pop. Så mange pophits kommer fra hans home-made lydstudie at han i den grad er en legende indenfor lyd

I Just Don't Know - Your Hurting Kond - Will You Love Me Tomorrow - Every Day I Have To Cry - Some Of Your Lovin - No Easy Way Down - If You Go Away - Goin' Back

Som I måske ved er jeg også fan af Dusty, så jeg er meget glad for udover Boxen at ha fået "Blue For You" og så denne CD med numrene: Son of a preacher - I Close My Eyes - Take Another Little Piece - All I See Is You

Det er min bardoms hits fra Radio Luxemburg der kører her, og det holder virkelig godt: Peggy Sue, Heartbeat, Listen To Me, Peggy Sue Gets Married, o.s.v. det ene efter det andet. Ømme numre fuld af ungdom og naiv glæde

20 numre. Her er bl.a My Way og Skinny JimJeannie Jeannie Jeannie. 8 siders booklet medflg

(Det er 2 Lp'er 24 nr.) Her er en rocker fra Tommy Steele - tiden med bid og kvalitet. Masser af eftertidens stjerner har sunget Cochranes numre, for de er så fede at de kan iscenesættes i mange

Jeg har et blødt punkt med musik fra min tidlige ungdom: - Det der kom ud af Radio Luxemburg i slutningen af halvtredserne. (Ja, - suk, så længe er det siden.. hva' blev der af...??) Nå, men her er f.eks Leader Of The Pack

50'er sound oprindeligt, men disse optagelser er alle fra 1973-1976, så lyden er lidt mere moderne. Her er numre som Summer In The City og There Goes My First Love. Fine sager fra

Her er 24 numre fra en af de mest kopierede 50'rockere. Et utal af klassikere leveret med et stort hjerte

21 numre fra Sonny & Chers korte karriere (sammen) fra 1965 til 1968. Incl. 16 siders booklet med fotos og biografi mm. Et ømt genhør. Jeg hørte disse numre på Radio Luxemburg og husker dem stadig. De oser af

The Ventures var sammen med The Shadows synonym med instrumental guitarrock fra slutningen af halvtredserne og derudaf. De fleste af Ventures numre er klassikere i dag, og såden set grobund

2 LP er på een CD

24 tracks fra fortiden fra ca. 1964

The Ventures - The EP Collection Vol 3

Her er 26 skæringer startende med en det superfede nummer Walk Dont Run: Twang guitar-stilens ur fader. Det er sat'me dejlig musik, lige fra covboyder guitar, til blues, boogie og det der vel er "Ventures" - egen stil:

Endnu en compilation af Ventures, pigtråd-twang-guitarens oldefader. 20 tracks og en 8 siders booklet. Denne CD indeholder tracks fra 1961 til 1969 - så det er jo ikke så gammelt!!!

Hvem havde gættet at Sam Cooke var noget af det første rytmiske musik jeg brændte helt varm på? Det må ha' været i ca. 1958 at nummeret Cupid gik verden rundt - og nåede mine ører. Et genhør gør det ikke ringere

Only Sixteen, What A Wonderfull World, Chain Gang, (fedt!) Cupid (det bedste..), Twisting The Night Away.. Jag kan ikke stå for Sam Cookes naive og enkle halvtredser-pop. Jeg synes det er den mest ubesmittede og from-the-heart kommende musik indenfor pop genren, hvor al naivitet er blæst væk i dag og nærmest stinker af spekulation. Sam Cooke: ham tror jeg på!

Hvem husker ikke Gene Vincent's Long Tall Sally? - Jeg gør, men den er ikke med på denne CD. Det er derimod 22 andre markante udgivelser fra 1956 til 1964. Her er f.eks. en fed version af Baby Blue. Rigtig rock'n roll så det vasker, ja der

Hun var tidligt ude (se håret) og der var rock og pop i luften med Sweet Nothing og Lets Jump The Broomstick, men osse ballader som Fool Nr 1 som blev et lille hit og popsangen Dum-Dum. Sidste nr (nr 14) er ganske vellykket (hvis man kan li' den slags... og det kan jeg)

En rigtig god sangerinde, som på denne CD synger i stort orkester-regi. Mindre ku gøre det, for hun er god. En anelse jazzet, - det var jo før popmusik kom til byen

Mens Danmarks Radio stadig hang på Grethe Kolbe og Radiounderholdningsorkesteret, var BBC i London i fuld gang med at dokumentere den tids musik. Resultat: Et stort arkiv af uerstatteligt og fedt

Ham tar vi osse lige med, nu vi er i det lidt jazzede hjørne. Ikke en decideret crooner, lidt mere elegant. En mellemting mellem pop, jazz. Med et meget flot lys stemme. Han blev skudt af sin far i -84, men nok ikke p. grund af sangene her. F.ex er "It Takes Two" et ret godt næsten-pop nummer

Sort cat laver pop i 1962, bl.a. People Get Ready som blev et hit, dog ikke i denne version. Det er soulet, jazzet og poppet og kører ret fedt. Bla. er We're A Winner et af de rigtig vellykkede numre

Denne CD er jeg bare fuldtændig vil med, måske fordi den er så underlig som den er: Stereo = bas i den eene højttaler, sang i den anden o.s.v. - Og så er der jo lige de to utroligt charmerende numre: My Flash og en lynhurtig ret "ud-kurtet" version

Første nummer lyder som en parodi på et eller andet naivistisk popnummer, men det varer ikke så længe før vi ryger ind i den helt specielle foredragende Lou Reed'ske måde at synge på. Iggy Pop og en del andre er dybt inspireret af det

Allerede titelnummeret siger noget om denne gruppe der sådan set godt kunne springe lige fra tresserne ind i firserpunken med bl.a. nummeret White Light. Lou Reeds falske guitar kom til at holde en hel 'epoke ud', og man kan måske kan koge det ned til at han spillede falsk på

Jeg tror nogle gange at begrebet 'kult' - blev skabt af dette band der i sin tid var noget af det mest banebrydende. En sær form for kollektiv eksistensialisme fra new York gennemstrømmer alle Velvets plader. Et manifest dedikeret til den rodløse anarkistiske ungdom fra rockens ur-tid

Intet mindre end vor gamle blueshelt - dem der altså kan huske det. Mayall var en af pionerene, musikalsk og osse rent hippie-mæssigt. Musikken holder, - ja mer end det, det har den fede syrede folk-blueslyd

John Mayall & The Bluesbreakers - CRUSADE fra 1967

John Mayall & The Bluesbreakers The Turning Point Fra 1969

Fra 1966

fra 1997. Nyere sag, blues med en nyere lyd, men Mayall er stadig den samme, her er bare mere af alt

Country Joe's I-Feel-Like-I'm-Fixin'-To-Die er en ældgammel klassiker. Da denne LP kom frem blev titelnummeret meget populært med den satirisker fixin'-to-die- rag. Med denne udgivelse blev Country Joe And The Fish et stort navn. Typisk plade fra den glade hippietid

Der er ikke den ældgamle Country Joe vi har her, for det er optagelser i tiden 1975-1979 der er tale om. Nå, men er det så noget værd - ku man spørge, for den slags ting plejer at blive dårligere jo nyere. Men det er ikke tilfældet her

Jeg fandt en Cd på hylden, Det er Live at Filmore West 1969 MEN forside billedet på den er forkert. CD'en og bagsiden er god nok. Men pga forkert billede har vi sat den 20 kr ned i pris. Normalpris 140 kr. (Billedet her på hjemmesiden er det rigtige)

Optagelser fra 1966-68-69-70. Næsten glemt: En stor sangeringe med en bluesfeeling som få. En skæbne fuld af torne. Små interwiew-stumper mellem numrene. Janis fortæller. En anden hård skæbne for Janis var at hun, af uransagelige grunde, var forelsket i

En plade med gang i. De første 8 numre er med Holding Company, 9-14 er med Full Tilt Boogie Band, der er noget bedre end Holding Company. Alt sammen live med en Janis for fuld udblæsning

Omsider blev Janis Joplin træt af The Holding Company, som var det band hun startede sin karriere med. Med det nye band indspillede Janis Joplin de 2 LP plader der er på denne CD hvor der desuden er 3 bonusnumre. Personligt synes jeg aldrig at

Og det er Piece of My Heart, Summertime, Cry Baby, Me And Bobby McGee, Down On Me, Get It While You Can, Bye Bye Baby, Move Over, Ball & Chain, Maybe, Mercedes Benz

Fra 1968 og muligvis den bedste og mest helstøbte tidstypiske fra Coyntry Joe. Meget stemningsfuld. F.ex er nr 2 Susan helt Doors-agtigt og smukt. Nr 1 Rock and Soul Music er en liveoptagelse med en særdeles veloplagt og til tider

Psykedelisk Rock. Dette er engelske Kaleidoscope's debut-album fra 1967. Anyway: Det gir associationer til Beach Boys, og Beatles og syrelyd fra de glade hippiedage. Vældig god optagelse, fede vokaler mv. + Bonustracks.

Jeg Kender en der hedder Danny der var (og måske stadig er) fuldstændig skudt i det her band. Der er dømt stort hærge-orgel, god tid = meget lange indledninger, og symfomisk blues rock fra go'e gamle dage (1967). Det er rigtig præ-hippie musik så typisk som

Det er "in" at hade Europe, men det er jeg heldigvis ligeglad med. Første gang jeg hørte titelnummeret var i mono på en transistorradio, og jeg var faktisk gået i seng. Men jeg blev lysvågen og skev bandnavnet ned, for den skive MÅTTE jeg ha'

Det er en oplevelse at høre rigtig god gammel fed blues rock og sublimt guitarspil fra rockens barndom. Jeff Beck, en af de første guitar helte, kan høres her med focus på 67-69. Rod Stewart er med på nogle af numrene... men alligevel er det en

En plade fra 1975 hvor det funky islæt var oppe i tiden. det smitter af på første skæring. Men en Beck der forstår at økonomisere og alligevel får stor musikalitet frem i de enkelte numre. Denne plade er af den mere komplexe art, dvs. "klog musik"